Registreret partnerskab – ægteskab

Reglerne om ægteskab

Efter indførelse af registreret partnerskab pr. 1. oktober 1989 blev reglerne om ægtefæller med ganske få modifikationer gjort anvendelige for personer, der lever i registreret partnerskab. Efter gennemførelse af reglerne om ægteskab mellem personer af samme køn med virkning fra 15. juni 2012. Den samtidige afskaffelse at adgangen til at indgå registreret partnerskab, vil betydningen af registreret partnerskab aftage. Reglerne derom vil fortsat gælde for de registrerede partnere, der ikke får deres partnerskab konverteret til et ægteskab. som der er mulighed for.

Registrering af partnerskab medførte som hovedregel samme retsvirkninger som ægteskab. Lovteknisk skete indarbejdelsen i det væsentlige ved lov om registreret partnerskab § 3, stk. 2. Hvorefter bestemmelser i dansk lovgivning, som omhandler ægteskab og ægtefæller. skal anvendes tilsvarende på registreret partnerskab og registrerede partnere.

Det medførte bl.a., at registrerede partnere blev omfattet af reglerne om formueforholdet mellem ægtefæller, ægtefællebeskatningsregler. Også om bo- og gaveafgiftlovgivningens regler om ægtefæller. Loven indeholdt dog enkelte modifikationer fra princippet om anvendelse at ægtefællereglen jævnfør lovens § 4 samt § 5. stk. 2 og 3. Det kan særlig nævnes, at fokus på adoptionslovens regler om ægtefæller ikke finder anvendelse. Bestemmelser i internationale traktater finder ej heller anvendelse. medmindre de deltagende stater tilslutter sig det.

Nationale ægteskab begrænsninger

Særlig med hensyn til ægtepagter og lovvalgsaftaler bestemmes det i artikel 4, at de skal anses for gyldige i enhver af staterne. Når de er oprettet i overensstemmelse med reglerne i den stat, hvis regler, på oprettelsestidspunktet, var afgørende for formueforholdet. Også når den opfylder formkravene i den stat, hvor parterne eller en af dem havde statsborgerret. Artikel 4, stk. 3, giver dog mulighed for, at en stat kan gøre en ægtepagts gyldighed i forhold til tredjemand.

Det er betinget af, at den er tinglyst eller anmeldt til retten i overensstemmelse med den gældende lov. Danmark har i kraft heraf en bestemmelse i Retsvirkningsloven § 53, stk. 3, med krav om tinglysning. Dog kun hvis parterne eller en af dem på oprettelsestiden er bosat her. Flytter parterne her til landet, er gyldigheden af en i udlandet oprettet ægtepagt i forhold til tredjemand betinget af tinglysning i overensstemmelse med Retsvirkningsloven § 53.

Heller ikke princippet om formueordningens enhed opretholdes i den nordiske ægteskabskonvention. lfølge artikel 3 b, bedømmes en ægtefælles beføjelse til at råde over en fast ejendom eller over en rettighed, som er ligestillet dermed. Heller ikke over bolig efter loven i det af landene, hvor ejendommen er beliggende. De her nævnte lovvalgsregler omfatter som udgangspunkt kun formueforholdet. Parternes personlige forhold, herunder underholdspligt, vil normalt blive afgjort efter danske regler, når parterne har bopæl her i landet.

Efter separation eller skilsmisse

Det er et spørgsmål, om reglen i § 675 – hvorefter det, når der har været særeje i ægteskabet, kan pålægges en ægtefælle at afgive et beløb til den anden. For at sikre, at denne ikke stilles urimeligt efter separation eller skilsmisse fx kun kan anvendes, hvis formueforholdet skal bedømmes efter dansk ret. Eller om anvendelsen følger regleme om underholdspligt. Hvis reglen opfattes som en form for social regel i sammenhæng med regleme om underholdsbidrag. Vil det være nærliggende at lade lovvalget følge regleme om underholdsbidrag, hvilket Vestre Landsret valgte i U l994.9l8. l det pågældende tilfælde skulle formueforholdet afgøres efter australsk ret, men hustruen fik ikke medhold i en påstand om, at kompensationskravet skulle afgøres efter australsk ret.

Kravet skulle afgøres efter den danske Ægteskabsloven § 56. I modsætning dertil antog Østre Landsret ved afgørelsen U l977.1044, at Ægteskabsloven § 56 ikke kunne anvendes i et tilfælde, hvor formueforholdet som følge af mandens domicil i Kenya skulle bedømmes efter reglerne dér. Der var en så nær sammenhæng mellem reglerne om formueforholdet og kompensationskravet, at disse måtte bedømmes efter samme retssystem. Med disse modstridende afgørelser er spørgsmålet fortsat uafklaret. Muligvis er det mest nærliggende at anse sådanne kompensationskrav for at have nærmest sammenhæng med formueordningen, således som det skete ved afgørelsen U l977.lO44.

Dansk og fremmed rets regler

l 1989 indsattes i Retsvirkningsloven som § 53 en bemyndigelse for regeringen til at indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om ægteskabets retsvirkninger. l bestemmelsens stk. 2 er der en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om ægteskabets retsvirkninger. Ved gennemførelse af reglerne om ægteskab mellem personer af samme køn blev der samtidig taget et forbehold i forhold til den internationale privatret på samme måde. Det skete ved gennemførelse af reglerne om registreret partnerskab. Ved Retsvirkningsloven § 53 b, stk. 2. blev det fastsat, at bestemmelser i internationale traktater ikke finder anvendelse på ægteskab mellem to personer af samme køn. Medmindre medkontrahenterne (dvs. de øvrige lande) tilslutter sig dette.

Der er af regeringen nedsat et udvalg, der skal overveje reglerne om ægtefællers formueforhold. Der er endnu ikke offentliggjort oplysninger om, hvilke ændringerforslag udvalget vil fremkomme med. Det må imidlertid anses for ganske sikkert, at der fortsat vil være de kendte ingridienser; fælleseje og særeje. Det kan imidlertid tænkes, at der vil blive foretaget justeringer i ordningen med henblik på at tilpasse den de ændrede familiemønstre.